Slagelse Musikskole

På Slagelse Musikskole kan du møde mere end 25 forskellige instrumenter/ hold og 30 undervisere fordelt på vores tre afdelinger: Slagelse, Skælskør og Korsør.

Vi brænder for at gøre musikkens verden tilgængelig og relevant for vores elever, og det gør vi ved:

  • At tilbyde alderssvarende hold helt fra 0 år, der passer børnenes udvikling og motorik
  • At tilbyde soloundervisning til alle fra 4 år – 99 år
  • At have en af Danmarks laveste brugerbetaling i Musikskole-regi
  • At sørge for altid at have veluddannede og velforberedte undervisere.

Hvordan gør vi?

Vi har opdelt vores undervisning i alder og niveau. De mindste er sammen med andre på samme alder og efterhånden som elever bliver ældre og kan spille mere, bliver de sat sammen med andre på samme niveau. Der tages hele tiden hensyn til det sociale.

Elever over 4 år kan vælge et instrument eller MusikBox/Musikkarrusel– et hold, hvor de prøver forskellige instrumenter. Hvis man vælger soloundervisning, får man både undervisning på instrumentet og tilbud om sammenspilsundervisning på et hold. For de mindste elever er holdet både med til at give dem noget at være fælles om, og så leger vi samtidigt musikalske færdigheder ind, så musikken føles nemmere.

De mindste vil typisk opleve at komme på et sammenspil med slagtøj og/eller kor, så de både møder noder i meget simpel form, samt får prøvet at bruge deres stemme. Efterhånden som eleverne bliver bedre, kommer de på sammenspilshold, hvor de spiller på det instrument, de får soloundervisning i.

Hvad kan en musikskole?

Musikskoler adskiller fra de fleste andre fritidstilbud i Danmark ved at være professionelle, lovpligtige institutioner. Alle kommuner skal have en musik- eller kulturskole, hvor der tilbydes musikundervisning af uddannede faglærere. De fleste instrumentallærere er uddannet på Danmarks musikkonservatorier, og dette sikrer en meget høj faglig kvalitet. Musikskolerne opererer under ”Bekendtgørelsen om Musikskoler” i musikloven, som yderligere sikrer en høj kvalitet. Alle faggrupper har udarbejdet læreplaner, som viser vejen fra begynder til konservatoriet. Det er langt fra alle elever, der ønsker at gå den vej, men for dem, der vil, kan læreplanerne afklare, hvor langt den enkelte elev er nået på de forskellige musikalske parametre. Læreplanerne kan således bruges som rettesnor både for elev og lærer og kan give et indblik i, hvad der skal til for at komme på konservatoriet.

På Slagelse Musikskole underviser vi både solo og hold. Soloundervisning – én lærer til én elev – er en unik undervisningsform, hvor det er muligt at arbejde detaljeret med den enkelte elev, samt tilrettelægge undervisningen til den enkelte elevs ønsker og mål.

Den fordybelse, disciplin og vedholdenhed, der er nødvendig for at lære at synge og/eller spille et instrument, er egenskaber som eleverne kan bruge i alle aspekter af deres liv. Musikundervisning på et instrument handler altså ikke kun om at blive dygtig til at spille, men i høj grad også om at lære at lære.

Slagelse Musikskole har til formål at udbrede kendskab og kundskab til musik på alle faglige niveauer og give børn og unge glæden ved musik med sig – ultimativt gennem hele livet. Vi skal skabe fællesskaber for børn og unge, hvori de kan vokse både personligt, socialt og musikfagligt.

Vi glæder os til at se dig!